SLUTNINGSFORMER

Hypotetisk-deduktiv metode.

I videnskaben arbejdes der ofte med udgangspunkt i hypoteser formuleret som en antagelse, en mening en overbevisning etc. Hypoteserne afprøves herefter empirisk, for ved deduktion, at finde frem til hypotesens/de empiriske konsekvenser, og herved erfare om hypotesen er sand eller falsk. Deduktion tjener til at gøre hypotesen testbar. Den empiriske konsekvens kan nu testes empirisk, og kan induktivt gennem observationer eller erfaringer vise om hypotesen  kan verificeres eller falsificeres.

Verifikation.

Når vi verificerer en hypotese, viser vi, at den er sand.

Falsifikation.

Når vi falsificerer en hypotese, viser vi, at den er falsk.

Ifølge Karl Popper (1902-1994) skal man ikke undersøge hypotesens sandhed, men derimod hvordan den kan være falsk. En hypotese skal ifølge Karl Popper kunne falsificeres for at være videnskabelig.

Det er bl.a. gennem observationer at hypoteser verificeres eller falsificeres; men man kan aldrig skabe sikker viden gennem verifikation, da man ikke kan være sikker på, om den næste observation vil afvige fra tidligere observationer. (Videnskabsteori:Birkler 2007:66-79)

Abduktion

Abduktion har mange lighedspunkter med hypotetisk-deduktiv metode, med adskiller sig i selve udgangspunktet, hvor hypoteserne opstilles. Undersøgelser bygger på allerede erhvervet viden og erfaringer, og herudfra stilles en forklarende hypotese.

Abduktion er mindre kendt og anvendt (bevidst) end induktion og deduktion, og bygger på kreativitet og opdagelse ved at koble fra noget faktuelt, en konsekvens, en observeret effekt, formodning og tolkning til en antagelse om en sammenhæng og årsag.

Den abduktive slutning kan gennem empiriske tests føre til nye hypoteser, som kan resultere i kvalificerede bud på kreative løsningsmodeller.

Abduktion som slutningsform kan derfor ikke betragtes som en ”endelig” konklusion; men må give mulighed for at der kan sluttes en anden og måske bedre forklaring. ”På den anden side kan den forsvares med, at den er langt mere pragmatisk, dvs. direkte praktisk anvendelig, i forhold til de øvrige former for begrundelse”. (Videnskabsteori:Birkler 2007:79-82)